|
NYHEDER
25. SEPTEMBER 2011
KITTY VINDER DM I ELITEKLASSEN
En nærmest uvirkelig oplevelse at
stå øverst
på skamlen i Eliteklassen! Det er 3 uger siden, at hvalpene var 8
uger gamle og de to sidste rejste først for 1½ uge siden.
Jeg har selvfølgelig trænet med Kitty i de tre uger, men
at hun skulle kunne gøre det så flot, det havde jeg da
aldrig drømt om.
Vi startede med lydighed med en lidt vaklende fri ved fod,
dårligt underlag med huller og høbunker, men det gik da.
Spring og apport med lidt småfejl ved afleveringen, men nu
begyndte Kitty at være mere glad og stå-sid-dæk var
helt fejlfri. Fremadsendelse også med lidt småfejl på
afslutningen, men KItty var super glad, så det var OK.
Gruppeafdækning var også OK.
Så skulle vi gå spor. En stubmark med nogle dybe hjulspor,
lidt vand, lidt mudder - alt i alt som de fleste marker i år.
Meget
spændende sporlægning, vi blev stoppet og hevet af sporet,
men det viste sig, at KItty gik nøjagtig som hun skulle,
så vi fik lov at fortsætte. Kitty gik rigtig flot, vi blev
trukket for nogle stop og et enkelt lille overløb i et
knæk - super fint og 9,1 på sporet.
Søndag skulle vi starte med eftersøgning. Efter et ikke
helt godt første udslag, gik det fint. Kitty løb dog
ikke, som hun plejer. Hun bestemte stort set selv, hvordan og hvor hun
ville løbe og hun løb forbi et pænt stykke foran
mig, så hun var fri for min indblanding! Til gengæld var
hun super effektiv både med at finde og gø
ad figuranten og støvsugeren. Så fuldt hus på
dem og
9,4 på eftersøgningen - så pyt med at det ikke blev
helt som jeg havde tænkt mig.
Så manglede vi bare det frie søg og jeg var meget
nervøs for, om Kitty var blevet for træt, for hun har jo
slet ikke kunnet nå at komme i form til konkurrence, men det
så ikke ud til at være noget problem. Hun suste rundt i
feltet og løste opgaven stort set på egen hån -
fuldt hus i feltet.
Så var det jo bare at vente på afslutningen. Jeg var ovenud
tilfreds med Kittys præstationer. Hun havde lavet alting så
fint, som man overhovedet kunne forvente, så jeg gik bare rundt
og var glad og tilfreds.
I løbet af dagen fandt jeg så ud af, at ikke alle var lige
så tilfredse som jeg og så vidt som man vidste, så
burde vi få en podieplads.
Og det viste sig så, at det blev den bedste plads - fantastisk
skønt :-)

Kitty
øverst på skamlen!

Fri
ved fod i stå/sid/dæk
6. SEPTEMBER 2011
KOMMER VI MED TIL DM i 2011?
Ja så røg vi ned på
3.-pladsen i kreds 6 m.h.t. udtagelse til DM og dermed skal vi
kæmpe med alle de øvrige 3-ere i hele landet om de sidste
DM-pladser.
Foreløbig har Kitty den første kvalifikationsplads, men
der er jo konkurrencer i hele Jylland på søndag, så
vi må vente i spænding og se, om der alligevel er 6, der
kan forbedre deres resultater så meget, at de kan gå forbi.
Vi får se - jeg håber det bedste (eller det værste
for de andre?)
MAJ - JUNI - JULI 2011
ALT DREJER SIG OM HVALPE
Se nyhederne her
30. MARTS 2011
MÅSKE ER VI DM-KLAR?
Tredje konkurrence, 3 søndage i
træk - nu kniber det lidt med de fine resultater.
Kun 3 genstande i det frie søg og en dårlig
eftersøgning, hvor vi blev stoppet på tid (uden den
døde genstand) - ja det trækker jo lidt ned. Til
gengæld gik Kitty et udmærket spor til 9,3 og lavede igen
en næsten fejlfri lydighed :-) 9,7 i fri ved fod og 10 i resten
af lydighedsøvelserne. 329,95 er vel OK med de 2 dårlige
øvelser.
I alt på de 3 konkurrencer har vi nu 1.064,85 point - der er en
god chance for at det kan skaffe os til DM :-)
20. MARTS 2011
SUPER LYDIGHED I VEJLE
Årets anden kredskonkurrence i
Vejle den 20. marts blev en super succes. Kitty lavede simpelthen den
flotteste lydighed i flere år og hun var bare super GLAD. Det var
så fedt efter alt det bøvl, vi har haft med lydighed til
konkurrence sidste år. Jeg var nu også nærmest
hysterisk glad undervejs for at holde stemningen oppe, men hvis det er
det, der skal til, så må det være sådan.
Kitty lavede også en fejlfri og rigtig flot eftersøgning
med 2 gode halsgivninger. Hun blev dog trukket for at berøre
figuranten. Hun vil helst ind i skjulet og det er ikke ret tit, at de
sørger for at lave plads til en hund derinde også :-)
Vi mistede en genstand i det frie søg som 11 ud af 12 deltagere
og gik et hæderligt spor. Knækkene var ikke så
pæne, men det var der mange andre, der også havde problemer
med.
Alt i alt endte vi med en førsteplads med 363,40 point. Nr. 2
fik 311 og alle øvrige var under 300 point.
13. MARTS 2011
ÅRETS FØRSTE KONKURRENCEN I
HERFØLGE
Ja så er
konkurrencesæsonen i gang!
Vi startede på hjemmebane i Herfølge til årets
første elitekonkurrence - og sikke en start!
Kitty gik et rigtig fint spor, derefter skulle vi ind på pladsen
og lave lydighed og det gik over al forventning. Kun få små
fejl og Kitty var glad under hele sættet - super!
Derefter ud i skoven, hvor Kitty lavede et rigtig godt frit søge
og en super flot eftersøgning.
Samlet resultat: nr. 1 med 371,50 point.
12. OKTOBER 2010
KONKURRENCER I JYLLAND
3. og 10.
oktober var vi i Jylland til 2 konkurrencer. 3. oktober i Århus
var en rigtig møgdag! Superflot eftersøgning og så
er alt vist sagt!
10. oktober i Odder gik en hel del bedre. Fint spor efter en vanskelig
start, Fint felt, kunne dog godt vise en smule mere entusiasme, vi fik
alle 4 genstande og 9 i søg, så det går jo nok.
Super eftersøgning igen, føreren har dog lidt at
lære endnu. Kitty laver en rigtig fin eftersøgning, tager
figuranten på lang afstand fra et udslag i den modsatte side -
100% sikker. Og hvad gør føreren så? Joo kort efter
figuranten begynder jeg så at brodere, for hun kan jo nok ikke
finde den døde! Hvor tåbelig kan man være? 14
minutter og 20 sekunder, inden hunden fik lov at komme så langt
frem i arealet, at den havde en chance for at få fært af
den døde genstand. Hvor svært kan det dog være at
stole på sin hund?!?
Lydigheden var til gengæld en katastrofe - igen desværre.
Hun er meget påvirket af konkurrencesituationen, og vil ikke
vise noget, hverken glæde eller øvelser. Efter en
hård kamp fik vi dog point i alle øvelser, mellem 5 og 7
og 3 øvelser til 10, men det er f...... ikke godt nok!
Nå det bliver en lang vinter.
5. SEPTEMBER 2010
ELITEHUND TIL KONKURRENCE
Efter vores debut i vejen den 12. juni,
kom jeg i gang med at træne seriøst igen og følte,
at Kitty nok var klar til at blive en "rigtig" elitehund. Så vi
stillede til konkurrence i Faxe den 5. september med godt mod.
Dagen startede rigtig skidt. En dårlig eftersøgning uden
den døde genstand er jo ikke lige, det man drømmer om.
Kitty løb rundt efter fært hele tiden og tog da også
den levende på 100 skridts afstand, men altså ikke den
døde.
Så skulle vi lave lydighed. Efter sammenbruddet i Vejen, var det
nok de øvelser, jeg var mest spændt på. Det
gik bare så fint. Kitty lavede en enkelt ubetydelig fejl og
ellers var øvelserne bare fine og vigtigst af det hele - Kitty
var super glad! Frit søg gik også fint og så skulle
vi afsted til spor.
Et dårligt startfelt, Kitty havde store problemer med at finde
sporet, men til sidst kom vi da afsted. Resten af sporet gik OK, vi fik
8,9.
Alt i alt fik vi 333,70 point og en førsteplads.
AUGUST 2010
KUN ÉN HUND
Jacques blev aflivet sidst i
august, så nu er
Kitty ene hund på farmen. Det er mærkeligt kun at have
én hund - det er rigtig mange år siden, jeg har
prøvet det sidst.
Det går rigtig fint, når vi laver "hundeting", men
når jeg går i haven og arbejder en hel dag, så synes
hun godt nok, at det er kedeligt, der ikke er nogen at lege med.

Kitty har
overtaget hele hundegården og vagtposten på taget!
29. MAJ 2010
I SKARP TRÆNING
Ja da der jo ikke blev nogle hvalpe ud
af vores svenske eventyr, så er jeg endelig kommet i gang med at
træne med Kitty. Det har godt nok været svært at
komme i gang, men det hjalp da lidt, da jeg fik meldt mig til 2
konkurrencer i Jylland her i juni måned. 13. juni i Vejen og 26.
juni i Vesthimmerland.
Nu hvor jeg er begyndt at træne mere seriøst, kan jeg godt
se, at der er et stykke vej, til vi er rigtig klar, men hvad - man kan
jo nå meget på 14 dage :-)
Så nu står den på hundetræning!!
7. FEBRUAR 2010
KITTY HYRDER FÅR
Kitty har været til
hyrdetræning hos Vibeke Gyldenkærne i Holbæk i dag.
Kitty har kun prøvet at hyrde får én gang
før, for halvandet år siden i Sverige, så jeg
forventede ikke det helt store af hende i dag, men der blev jeg da
overrasket. Kitty var helt med på, hvad der skulle ske
med fårene. De skulle flyttes og det skulle være nu!
Så de får fik motion, det er helt sikkert. Kitty var rigtig
god til at komme rundt om fårene, og hvis et får blev skilt
fra de andre, var hun helt med på, at det skulle tilbage til sine
kammerater NU.

Vi
startede med at kigge - hvad sker der derinde?

Juhuu
nu er der gang i den!


Vi forsøger med lidt vejledning,
men hvem har tid til at høre på det?
27. DECEMBER 2009
MAN KAN OGSÅ VÆRE FOR KVIK
Det går langsomt med at få
trænet med hundene i øjeblikket, men det er dog lykkedes
for mig at komme afsted ind i mellem. 3 gange i løbet af en
måned har jeg trænet med at få den døde
genstand ud på eftersøgningen og det er gået over al
forventning. Jeg har brugt den gode gamle kuffert med snor alle gange
og hun har fundet den og gøet med det samme. Denne gang som
så er fjerde gang Kitty ser en død på en
eftersøgning finder hun en lille stump af snoren, der
hænger så langt ned, at der ligger en meter på
jorden. Vups tager hun fært af snor stumpen og sætter sig
ned og gør med det samme! Dårlig planlægning - men
jeg havde da ikke drømt om, at hun kunne finde på at
være så kvik!
29. SEPTEMBER 2009
Så
er
Tarrawangas.dk i luften!
Velkommen til kennel Tarrawangas!
Jeg håber, du vil finde min nye hjemmeside interessant. Har du
kommentarer eller ideer til at gøre siden bedre er du meget
velkommen til at kontakte mig på: annette@tarrawangas.dk
Mange hilsner Annette
Velkommen
til
Tarrawangas
Hvad
er det for en hund, du har der?” Det
spørgsmål har jeg fået
mange gange, siden jeg fik min første australske kelpie i
2006.
Næste
spørgsmål: ”Hvorfor har du
købt sådan en?”
Måske
et meget naturligt spørgsmål, når man
ved, at jeg har trænet
schæferhunde med en vis succes de sidste 25 år.
”På
tide at prøve kræfter med noget nyt”, er
måske i virkeligheden
svaret på det spørgsmål.
Og
et nyt bekendtskab har det bestemt været at have en kelpie.
Anderledes, spændende, udfordrende og ikke mindst sjovt. Min
kelpie,
Kitty, har i hvert fald åbnet mine øjne for andre
måder at være
hund på end schæferens.
Hendes
arbejdsglæde, samarbejdsvilje og opfattelsesevne er fuldt
på højde
med en schæferhunds, og samtidig er hun mange gange nemmere
at have
med at gøre.
Lille,
adræt og let til bens, med på den værste
(hvis det ikke er for
farligt) og altid glad. Glad især for mennesker. Nu hvor hun
er
blevet 3 år, er hun dog blevet så
moden, at hun ikke straks
kaster sig om halsen på enhver fremmed.
Hun
er også blevet så moden, at hun kan vise et
fornuftigt stykke
arbejde i DcH’s A-klasse, hvor vi konkurrerer i 2009.
Hvorfor
så blive opdrætter? Jo jeg synes faktisk, at
kelpien
er et godt
alternativ til de gængse brugshunderacer. En lille hund, sund
og
rask med et godt temperament.
Agility,
DKK-lydighed, DcH’s program, nordisk,
sporhundeprøver, rally er
alle grene af hundesporten, hvor en kelpie sagtens kan være
med på
højt niveau. Der er ikke så mange kelpier i
Danmark, så det er
ikke så mange, man ser rundt omkring til stævner og
konkurrencer. Men
det kan der vel laves om på!
Velkommen
til kennel Tarrawangas. Jeg håber, du finder siden
interessant.
Du
er altid velkommen til at henvende dig for yderligere information.
Annette
Lunau
26.-27.
SEPTEMBER 2009
KITTY NR.
2 VED DM I A-KLASSEN
Kitty blev nr.
2, fik vandrepokalen for bedste nyoprykkede A-hund samt vandrepokalen
for bedste spor.

Endelig var det tid for DM. Jeg har
trænet og trænet især spor, som har været
virkelig dårligt de sidste 3 måneder. Lydighed har
også været et stort tema i vores forberedelser, men sporet
har været det helt store problem. Først de sidste par dage
før DM gik Kitty et par rimelig gode spor, så jeg kunne
begynde at tro på, at med en smule held, så kunne vi
måske gennemføre sporet på en rimelig måde.
Nå afsted det gik - vi skulle starte på
eftersøgningen. Det er Kittys absolut bedste øvelse, og
hun lavede også en rigtig flot eftersøgning selvom det var
et svært og krævende areal. Hun fandt begge figuranter
uden problemer og havde fuld hals på begge. Så var der smil
på - sikke en start på et DM!
Så skulle vi lave frit søg i et areal, der var lige
så svært som eftersøgningsarealet, men her fik vi
absolut ikke den samme succes. Kitty søgte og søgte, men
fandt kun 2 genstande - det kostede 15 point og dermed var vi
også ude af medaljestriden, for om søndagen ventede de
øvelser, hvor jeg forventede at sætte point til.
Øv, hængemule og sikke noget l...
Søndag morgen 8.15 startede vi med lydigheden. Kitty kan lave
alle lydighedsøvelserne til top karakter og vi var super
velforberedte og opvarmningen gik planmæssigt.
Vi startede med fri ved fod - jeg tror den flotteste fri ved fod, hun
har lavet til en konkurrence nogensinde. Jeg vender mig om og
gør klar til fremadsendelsen. Kitty er klar, jeg er klar og jeg
sender hende afsted. Klap sagde min underkæbe ned på
træskoene, for Kitty løb absolut ikke som hun plejer. Hun
var helt tydeligt blevet bange for et eller andet, så det var
bestemt ikke et imponerende løb. Problemerne fortsatte i
stå, sid, og dæk, hvor hun også var tydeligt trykket
og absolut ingen planer havde om at skulle sidde foran. Apportbukken
løste hende heldigvis op, så var hun glad og på
igen, men igen usikker på den fremmede apport.
Jeg stillede op i t-shirt og vest kl. 8.15 om morgenen og det var
absolut ikke særlig varmt, men da jeg gik ud derfra, haglede
sveden af mig - det var en kamp at få gennemført
øvelserne med et så lille point tab som muligt. Jeg ved
ikke, om kelpier er særligt følsomme, men Kitty viste
trods alt, at hun er en sej hund. Hun var tydeligt bange for et eller
andet, men alligevel gennemførte hun alle øvelser omend
ikke med den flotte udstråling og glæde som jeg havde
drømt om at vise frem til et DM.
Nå var jeg ikke træt af det hele i forvejen, så var
jeg det da nu. Vorherrebevares tænkte jeg, det her bliver da
nærmest pinligt, for på sporet kan alt jo ske.
Afsted til sporene, hårdt tromlet tør jord med spæde
grønne spirer. Hm ikke den stor begejstring i gruppen af
A-hundeførere, og vi havde også hørt, at sporene
havde været meget svære om lørdagen.
Det blev vores tur og hurra - Kitty fandt sporet uden problemer, fine
knæk, fejlfrie genstande, et enkelt stop på en af
langsiderne. Men i spidsen gik det så galt. Kitty markerer
tydeligt hvor den er, men kan ikke tage sporet op. Til sidst kommer hun
rundt under stort besvær og vi får også den sidste
genstand. Jeg var så efterfølgende henne og se på
den spids (man kunne se fodsporene på jorden) Det viste sig, at
sporlæggeren havde lagt en 1½ - 2 meter stor bue og
så i øvrigt lavet spidsen på 30 grader i stedet for
60. Rigtig ærgerligt, at man til et DM ikke kan lægge et
spor iflg. programmet. Trods alt fik vi 8,8 på spor og 10 for
genstandene - væsentlig bedre end jeg havde turdet håbe
på før starten.
Så var der bare ventetid til resultaterne skulle råbes op.
Jeg var helt overbevist om, at jeg ville ende som nr. 4 ligesom sidste
år, så det var ikke med de helt store forventninger jeg
stillede op til indmarch. Men hurra og sikke en overraskelse - vi blev
nr. 2!
Og ikke nok med det, vi fik også vandrepokalen for bedste
nyoprykkede A-hund. Og som det helt mærkværdige - der blev
råbt op "sporpokalen i A-klassen går i år til .....
nr. 14" Da var jeg godt nok nær faldet ned af skamlen -
sporpokalen - det var for vildt! Med alle de frygtelige spor, vi har
gået og alt det håbløse træning!
Alt i alt en DM-weekend med op- og nedture - lige som det skal
være (i hvert fald når det ender med en optur)!
6. SEPTEMBER
KITTY
SJÆLLANDSMESTER I A-KLASSEN
Vi startede på spor på en
harvet rapsmark. Det var ikke et af de bedste spor, vi nogensinde har
gået, men de andre havde også deres problemer, så det
har nok været svært :-)
Videre til eftersøgning, som gik rigtig fint på trods af,
at Kitty fik stød af et elhegn undervejs. Det var hun heldigvis
ligeglad med, så vi kunne fortsætte uden problemer. Hun
fandt begge figuranter og havde fin hals.
Lydigheden gik fint og det gjorde det frie søg og halsgivning
for genstanden også.
Vi fik 271 point og havde sat de 26 til på sporet, så de
andre øvelser var bare i orden.
På trods af det halvdårlige
spor lykkedes det alligevel Kitty at vinde konkurrencen på dagen
og den sammenlagte titel som Sjællandsmester.

SJÆLLANDSMESTER 2009 I A-KLASSEN -
AUSSIE ACTIONS RED KITTY
|
|