FCI Standard Nr 293

21.04.1997

AUSTRALSK KELPIE

Oprindelsesland: Australien

Anvendelse: Hyrdehund (fårehund).

Klassifikation: FCI Gruppe 1 (Hyrde- og kvæghunde undtagen Schweizer Sennenhunde),

Sektion 1 (Hyrdehunde).

Med brugsprøve.

Helhedsindtryk: Helhedsindtrykket skal vise en smidig, aktiv hund af høj kvalitet. Den skal være i hård muskelkondition, have stor smidighed i lemmerne og give indtryk af evnen til at arbejde utrætteligt. Den må ikke udvise nogen antydning af svaghed.

Temperament: Kelpien er særdeles vågen, arbejdsivrig og yderst intelligent, med et venligt og lærvilligt væsen og en næsten uudtømmelig energi. Den er udpræget pålidelig og tro over for sine opgaver. Den har naturligt instinkt for at arbejde med får, både i det åbne land og i folden. Enhver fejl i bygning eller temperament, som ikke passer sig for en brugshund, skal betragtes som utypisk.

Hoved: Hovedet er proportioneret efter hundens størrelse. Hovedets hele form og omrids giver et nærmest ræveagtigt udtryk, som blødgøres af de mandelformede øjne.

Skalle: Let rundet og bred mellem ørerne. Pandens profil forløber i en lige linie til stoppet.

Stop: Udtalt.

Næse: Næsens farve svarer til kroppens pelsfarve.

Næseparti: Tørt, fintmejslet og rent i linierne, foretrækkes en smule kortere end skallen.

Læber: Stramme og tørre, uden nogen form for løshed.

Kæber, bid: Tænderne skal være sunde og stærke og placeret regelmæssigt. Underkæbens fortænder skal gå op tæt bag de øverste, som de netop berører (saksebid).

Kinder: Hverken grove eller fremtrædende, men afrundet mod næsepartiet.

Øjne: Øjnene er mandelformede, middelstore og med klart markerede øjenkroge. De har et intelligent og ivrigt udtryk. Øjenfarven skal være brun, afstemt efter pelsfarven. Hos blå hunde er en lysere øjenfarve tilladt.

Ører: Ørerne er opretstående og løber ud i en fin spids. Ørelappen er tynd, men kraftig ved basis. Ørerne er bredt ansat på skallen og hælder udefter. De er let rundede i den yderste kant og er moderat store. Indersiden er godt beklædt med hår.

Hals: Halsen er af moderat længde, stærk og let buet. Den glider blødt over i skulderpartiet og er uden løs halshud, men med en ret fyldig pelskrave.

Krop: Forholdet mellem kropslængden (fra forbrystet i lige linie til baglåret) og skulderhøjden er som 10 til 9.

Overlinie: Fast og vandret.

Lænd: Stærk og godt muskuløs.

Kryds: Ret langt og skråtstillet.

Bryst: Snarere dybt end bredt, med godt hvælvede ribben.

Flanker: Med god dybde.

Hale: I ro skal halen hænge ned i en ganske let bue. Under bevægelse, eller når hunden er opildnet, kan halen løftes, men den må under ingen omstændigheder komme foran en lodret linie gennem haleroden. Halen er godt busket og ansat sådan, at den fortsætter linien fra det skrånende kryds. Den skal kunne nå cirka til haseleddet.

Lemmer:

Forpart: Forbenene skal være muskuløse, med stærke og dog letbyggede knogler. De er lige og parallelle set forfra.

Skuldre: Tørre, muskuløse og godt skråtstillede, således at skulderbladene når tæt sammen ved manken.

Overarm: Danner en ret vinkel mod skulderbladet.

Albuer: Hverken ind- eller udaddrejede.

Mellemhånd: Set fra siden skal mellemhånden være let skråtstillet for at sikre smidigheden i bevægelsen og evnen til hurtige vendinger.

Bagpart: Med god bredde og kraft. Set bagfra er bagbenene fra haseled til poter lige og stillet parallelt, hverken for snævert eller for bredt.

Knæ: Velvinklede.

Haseled: Passende lavt ansat.

Poter: Poterne skal være runde og stærke, med tykke trædepuder, tæt sluttede, godt hvælvede tæer og kraftige, korte kløer.

Bevægelse: For at kunne præstere den næsten ubegrænsede udholdenhed, der kræves af en arbejdende fårehund i det åbne land, skal kelpien være fuldkommen sund både i sin bygning og bevægelse. Enhver tendens til kohaser eller hjulben, stiv, trippende gang, løse skuldre, bunden, vævende eller flettende bevægelse er alvorlige fejl. Bevægelsen skal være fri og utrættelig, og hunden skal kunne foretage pludselige vendinger, selv i høj fart. I trav ses en tilbøjelighed til at træde mere snævert når farten øges, men når hunden standser op, har stillingen igen den rette bredde.

Pels:

Hårlag: Dobbelt pels med en kort og tæt underuld. Dækpelsen ligger godt til, og de enkelte hår er lige, hårde og fladtliggende, så pelsen modstår regn. På kroppens underside og bag på benene er pelsen længere og danner ved lårene en mild form for ”bukser”.

På hovedet (herunder ørernes inderside) og på forsiden af ben og poter er pelsen kort.

Ned over halsen er den længere og tykkere og danner en krave. Halen skal være godt busket. Både for lang og for kort pels er en fejl. Som et gennemsnit skal hårene på kroppen være fra 2 til 3 cm lange.

Farve: Sort, black and tan, rød, rød og tan, fawn, chokoladebrun og røgblå.

Størrelse: Skulderhøjde for hanner 46 til 51 cm, for tæver 43 til 48 cm.

Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Dansk Kennel Klubs bemærkning:

Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl

Standarden udgivet af FCI 21. april 1997

Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité

SEPTEMBER 2001